Spring til indhold
Ferie bag rattet
Alle artikler
Miljøzonemærke i Tyskland

GUIDE · VEJAFGIFTER & VIGNETTER

Miljøzonemærke i Tyskland – sådan fungerer den grønne Umweltplakette

Den tyske Umweltplakette er kun nødvendig, hvis bilen skal ind i en miljøzone. Kører I udelukkende gennem Tyskland på motorvejen, er mærket normalt ikke nødvendigt.

Kenneth Kallesen13. juli 20268 min læsning
Praktisk info: Tyskland

Hastighedsgrænser

Byzone: 50 km/t · Landevej: 100 km/t · Motorvej: Fri/130 km/t (anbefalet) · Motortrafikvej: 100 km/t

Kørelys og nærlys

Ikke lovpligtigt med kørelys om dagen for personbiler (anbefales). Nærlys påbudt om natten, i tunneler og ved nedsat sigtbarhed (tåge, kraftig regn, sne). Motorcykler skal have lys tændt hele tiden.

Vejafgifter

Ingen vejafgift for personbiler på motorveje.

Vignet

Ingen vignet nødvendig for personbiler.

Miljøzoner

Mange større byer har miljøzoner (Umweltzone), der kræver grønt miljømærke (Umweltplakette). Bestil mærket hjemmefra eller køb det ved TÜV i Tyskland.

Promillegrænse

0,5 ‰ (0,0 ‰ for førere under 21 og nye bilister)

Alarmnummer

112

Vinterdæk

Situationsbestemt krav: vinterdæk er påbudt ved vinterlige forhold (sne, is, slud).

Se fuld landeguide →

Miljøzonemærke i Tyskland – skal bilen have en grøn Umweltplakette?

Mange danskere kører hvert år gennem Tyskland på vej mod blandt andet Østrig, Italien, Frankrig, Schweiz, Kroatien eller Slovenien. Hvis turen hovedsageligt foregår på motorvejen, behøver man normalt ikke tænke ret meget over de tyske miljøzoner. Men planlægger I at køre ind i en større by, besøge en seværdighed, eller venner og familie i centrum eller overnatte på et hotel inde i en miljøzone, kan bilen have brug for et tysk miljøzonemærke.

Det tyske miljøzonemærke kaldes en Umweltplakette eller Feinstaubplakette. Mærket placeres på indersiden af bilens forrude og viser, hvilken forureningsklasse bilen tilhører.

I langt de fleste aktive tyske miljøzoner er det i dag den grønne miljømærkat, der er relevant. Den grønne mærkat har tallet 4 og bilens registreringsnummer skrevet eller trykt på mærket. Den samme gyldige mærkat kan bruges i miljøzoner over hele Tyskland – man skal altså ikke købe et nyt mærke til hver by.

For danske biler gælder grundlæggende de samme krav som for tyske biler. At bilen har danske nummerplader fritager den ikke fra reglerne, eller forurenede stoffer er mindre på en dansk bil, fordi vi betaler mere i miljøafgift end tyskerne hvert år.


Hvad er en tysk miljøzone?

En miljøzone hedder Umweltzone på tysk. Det er et afgrænset område, typisk i eller omkring centrum af en større by, hvor køretøjer skal opfylde bestemte miljøkrav.

Formålet med miljøzonerne er at reducere luftforureningen fra trafikken – især udledningen af sundhedsskadelige partikler og andre forurenende stoffer.

Når I nærmer jer en miljøzone, vil området normalt være markeret med et vejskilt med teksten:

UMWELT ZONE

Under skiltet vises de miljømærker, der giver adgang til området. I de fleste tilbageværende tyske miljøzoner er det den grønne mærkat, der kræves.

Miljøzonemærke i Tyskland

Miljøzonen kan omfatte en stor del af byen og ikke kun den gamle bymidte. Derfor bør man kontrollere reglerne på forhånd, hvis hotellet, parkeringshuset eller den seværdighed, man vil besøge, ligger inde i en større tysk by.


Skal man have miljømærke for at køre gennem Tyskland?

Nej. Man skal ikke automatisk have et miljømærke, bare fordi man kører ind i Tyskland.

Hvis I kører gennem landet på motorvejen og ikke forlader ruten for at køre ind i en miljøzone, er mærket normalt ikke nødvendigt. De almindelige tyske motorveje er som udgangspunkt ikke miljøzoner.

Det betyder eksempelvis, at en almindelig gennemrejse fra Danmark mod Østrig eller Italien normalt kan gennemføres uden en Umweltplakette, hvis I bliver på motorvejen.

Det kan dog hurtigt ændre sig, hvis I:

  • kører ind i centrum af en større by

  • har booket et hotel inde i en miljøzone

  • vil besøge en seværdighed i byen

  • kører til et parkeringshus inden for miljøzonens grænse

  • forlader motorvejen for at spise eller handle i et byområde

  • følger GPS’en gennem en miljøzone på grund af kø eller vejarbejde

Derfor kan det være praktisk at købe mærket hjemmefra, selv om det ikke er nødvendigt for selve motorvejskørslen. Det giver mere frihed til spontane stop undervejs.


Hvilket miljømærke skal man bruge?

Det tyske system har historisk været opdelt i forskellige farver:

Farve

Gruppe

Betydning

Rød

2

Ældre køretøjer med relativt høj udledning

Gul

3

Køretøjer med en bedre, men stadig ældre emissionsklasse

Grøn

4

Køretøjer med den laveste udledning i mærkeordningen

For almindelige ferierejsende er det i praksis den grønne Umweltplakette med tallet 4, der er interessant. Røde og gule mærker giver ikke længere adgang til langt de fleste aktive miljøzoner.

Om bilen kan få en grøn mærkat afhænger blandt andet af:

  • bilens brændstoftype

  • bilens emissionsklasse eller Euro-norm

  • bilens alder

  • datoen for første registrering

  • om en ældre dieselbil har fået eftermonteret et godkendt partikelfilter

Mange nyere benzin- og dieselbiler kan få den grønne mærkat uden problemer. Hvis bilens emissionsklasse ikke tydeligt fremgår af registreringsattesten, kan der være behov for yderligere dokumentation. For udenlandske biler kan første registreringsdato i nogle tilfælde bruges til klassificeringen.


Skal danske biler også have miljømærket?

Ja. Reglerne gælder også for biler med danske nummerplader.

Det er en almindelig misforståelse, at miljømærket kun gælder tyske biler, eller at udenlandske biler automatisk er undtaget. Det er ikke tilfældet.

Hvis en dansk bil kører ind i en tysk miljøzone, skal den som udgangspunkt have den korrekte Umweltplakette i forruden.

Det er heller ikke nok blot at kunne dokumentere, at bilen opfylder emissionskravene. Mærket skal normalt være korrekt udfyldt og synligt placeret i forruden.


Hvor skal miljømærket sidde?

Den grønne Umweltplakette skal sættes på indersiden af forruden, så den er tydeligt synlig udefra.

Den placeres normalt nederst i forruden på passagersiden, hvor den ikke generer førerens udsyn.

Bilens registreringsnummer skal stå tydeligt på mærket i det hvide felt, enten skrevet eller påført af et label fra en dymo maskine. Nummeret skal passe til bilens aktuelle nummerplade. Man bør derfor ikke flytte et gammelt miljømærke fra én bil til en anden.

Hvis bilen får nyt registreringsnummer, skal man normalt have et nyt miljømærke med det korrekte nummer.

Mærket er ikke en vignette med en bestemt udløbsdato. Det kan som udgangspunkt blive siddende, så længe oplysningerne stadig passer til bilen.


Hvor kan man købe en tysk Umweltplakette?

Miljømærket kan købes flere steder. Det kan blandt andet bestilles på nettet eller købes hos relevante tyske bilorganisationer, synsvirksomheder og værksteder.

I Tyskland kan mærket ofte udstedes hos eksempelvis:

  • TÜV

  • DEKRA

  • autoriserede værksteder

  • visse motorkontorer og registreringsmyndigheder

  • udvalgte bilorganisationer

Ved bestilling skal man normalt fremvise eller uploade en kopi af bilens registreringsattest. Oplysningerne bruges til at kontrollere bilens emissionsklasse og afgøre, om bilen kan få den grønne mærkat.

Hvis mærket bestilles med post fra Tyskland, bør man gøre det i god tid. Berlins officielle bestillingsløsning anbefaler, at udenlandske ansøgere regner med cirka 7–14 dage, før mærket er modtaget.

Et godt råd er derfor at bestille mærket nogle uger før afrejse – især i sommerferien.

Der kan også købes miljømærker i danske synshaller


Hvad koster et tysk miljømærke?

Prisen afhænger af, hvor mærket købes.

Køber man det direkte hos en tysk udsteder, er prisen ofte forholdsvis lav. Ved onlinebestilling gennem private danske eller internationale forhandlere kan prisen være højere, fordi der også betales for administration og forsendelse.

Det vigtigste er at kontrollere:

  • at mærket er officielt og gyldigt

  • at bilens registreringsnummer står korrekt

  • at nummeret passer præcist til nummerpladen

  • at mærket leveres i god tid før ferien

Vær opmærksom på hjemmesider, der tager en meget høj pris for at formidle et mærke, som normalt er forholdsvis billigt.


Hvad sker der, hvis man kører ind uden miljømærke?

Kører man ind i en miljøzone uden den krævede mærkat, kan det udløse en bøde.

Det gælder også udenlandske bilister. Ifølge ADAC kan kørsel i en tysk miljøzone uden den nødvendige mærkat medføre en bøde på 100 euro.

Man bør heller ikke regne med, at man kun kan få en bøde, hvis politiet stopper bilen under kørslen. Kontrol kan også ske, mens bilen holder parkeret.

Hvis hotellet ligger inde i en miljøzone, hjælper det derfor ikke nødvendigvis, at man kun kører direkte til hotellets parkeringsplads. Man er stadig kørt ind i zonen.


Gælder miljømærket også for elbiler?

Ja. En elbil er ikke automatisk fritaget fra kravet om Umweltplakette.

Selv om bilen ikke har en benzin- eller dieselmotor, kan den stadig skulle have den grønne miljømærkat for at køre i en tysk miljøzone. Det gælder også, selv om bilen har en særlig tysk E-nummerplade eller en udenlandsk mærkning for elbiler.

Udenlandske elbiler kan få en grøn miljømærkat. Der findes også en særlig blå tysk E-mærkat til udenlandske elbiler, men den har et andet formål og erstatter ikke nødvendigvis den grønne Umweltplakette i miljøzonerne.


Er en grøn miljømærkat altid nok?

Ikke nødvendigvis.

En grøn Umweltplakette og et lokalt dieselforbud er ikke helt det samme. Enkelte tyske byer kan have særlige kørselsbegrænsninger for bestemte dieselbiler på udvalgte veje eller i bestemte områder.

Det betyder, at en bil godt kan have en gyldig grøn miljømærkat og alligevel være omfattet af et lokalt dieselforbud.

Hvis I kører i en ældre dieselbil og skal ind i en større tysk by, er det derfor en god idé at undersøge både:

  1. om byen har en miljøzone

  2. om der findes særlige lokale dieselforbud

Den grønne mærkat er altså adgangskravet til miljøzonen, men den er ikke nødvendigvis en garanti for, at bilen må køre på alle veje i byen.


Hvilke køretøjer kan være undtaget?

Der findes forskellige undtagelser fra miljøzonereglerne.

Motorcykler er generelt ikke omfattet af kravet om den grønne Umweltplakette. Visse historiske køretøjer og køretøjer til personer med bestemte handicap kan også være undtaget.

Reglerne kan dog afhænge af køretøjet og den konkrete situation. Hvis man mener, at bilen er omfattet af en undtagelse, bør man undersøge dokumentationskravene på forhånd.


Gode råd inden kør-selv-ferien

Inden I kører mod Tyskland, kan det være en god idé at gennemgå følgende:

  • Undersøg, om destinationen eller overnatningshotellet ligger i en Umweltzone.

  • Kontroller, om bilen kan få en grøn miljømærkat.

  • Bestil mærket i god tid før afrejse.

  • Kontroller, at nummerpladen er skrevet korrekt på mærket.

  • Sæt mærket på indersiden af forruden.

  • Husk, at mærket gælder i hele Tyskland og ikke kun i én bestemt by.

  • Undersøg eventuelle lokale dieselforbud, hvis I kører i en ældre dieselbil.

  • Lad være med at gå ud fra, at en dansk nummerplade giver fritagelse.

  • Husk, at også elbiler kan have brug for den grønne mærkat.

Grønt miljømærke i Tyskland

Det vil kort sige, at du som dansker skal have dette grønne miljø klistermærke i din forrude når du vil ind til centrum i en Tysk by. Skal du bare være på motorvejen på vej frem og tilbage, behøver du ikke at købe dig sådan et klistermærke.

FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Skal danske biler have grønt miljømærke i Tyskland?
Ja, hvis du vil køre ind i tyske miljøzoner. Mange større tyske byer kræver miljømærke, også for udenlandske biler.
Hvad hedder miljømærket i Tyskland?
Det tyske miljømærke hedder Umweltplakette. Det grønne mærke viser, at bilen må køre i de fleste tyske miljøzoner.
Hvor gælder det grønne miljømærke?
Det gælder i tyske byer med miljøzoner, for eksempel Berlin, Bremen, Köln, Hannover, München og Stuttgart. Reglerne kan variere fra by til by.
Hvor kan jeg købe et grønt miljømærke til Tyskland?
Du kan købe det online, hos visse synshaller eller ved tyske værksteder og bilorganisationer. Du skal typisk bruge bilens registreringsattest.
Hvor lang tid gælder det tyske miljømærke?
Miljømærket gælder normalt så længe bilen har samme registreringsnummer. Du skal altså ikke købe et nyt hvert år - Så det er ikke som vignette som skal købes igen og igen.
Hvad koster et grønt miljømærke til Tyskland?
Prisen afhænger af hvor du køber det. Det er ofte billigst gennem officielle eller tyske udbydere, mens danske formidlere typisk tager mere for håndtering og levering.
Kan jeg købe miljømærket ved grænsen?
Nogle steder kan du købe det i Tyskland hos værksteder eller testcentre, men det er tryggere at bestille det hjemmefra, især hvis du skal direkte ind i en miljøzone.
Hvad sker der, hvis jeg kører ind i en miljøzone uden mærke?
Du kan risikere en bøde, også selvom bilen egentlig opfylder kravene. Det er selve mærket i forruden, der viser, at bilen er godkendt.
Gælder det grønne miljømærke på motorveje i Tyskland?
Nej, normalt ikke. Miljømærket er relevant for byernes miljøzoner, ikke almindelig kørsel på motorvej.
Skal elbiler også have miljømærke i Tyskland?
Ja, elbiler og hybridbiler kan også være omfattet, hvis de kører ind i en miljøzone. De kan ofte få grønt miljømærke, men mærket skal stadig være synligt.

Klar til jeres første kør-selv-ferie?

Brug planlæggeren til at samle rute, overnatning og praktisk info — eller find inspiration blandt destinationer.